Wabi-sabi, the beauty of the incomplete and volatile

Wabi-sabi

‘Wabi-sabi’ er skønheden ved det ufuldendte og flygtige. Dette japanske filosofiske begreb er en blanding mellem et verdenssyn, en levevis og en æstetik.

’Wabi’, er følelsen af ensomhed, der kommer af at leve i naturen, og det er den paradoksale skønhed, der ligger i det ufuldendte. ’Sabi’ er skønheden i patina, det visne, slidte og rustne.

Som æstetisk begreb står ‘wabi-sabi’ for en designmæssig patina, der sammen med ’shibui’ og ’suki’ anerkendes som ”essensen af japansk skønhed”. De to ord ’wabi’ og ’sabi’, har været tæt forbundet til æstetikken omkring ’chanoyu’ teceremonien siden Murata Shukō (1421-1502) og Sen no Rikyū (1521-1591), der perfektionerede og populariserede te-æstetikken. ’Wabi-stilen’ forbindes med Zen Buddhismens filosofi og er det udseendemæssige simple og ydmyge tilbehør til den japanske te-ceremoni.

I japansk ‘Zen-filosofi’, er der syv æstetiske principper, som skal opfyldes for at man opnår ’Wabi-sabi’. Det drejer sig om ’Fukinsei’; asymmetri og uregelmæssighed, ’Kanso’; enkelthed, ’Shibumi’; minimalisme, ’Shizen; naturlighed, uden forstillelse og ’Yugen’; en diskret elegance. Desuden ’Datsuzoku’; der står for frihed, ubundet af konventioner og ’Seijaku’; som er ro og stilhed.

I dag er det blevet populært at associere ‘wabi-sabi’ med stort set alle kvaliteter og produkter, der er fremstillet af rustikke, taktile og tilsyneladende ældre naturlige materialer.

Illustration: CB2 >